Dåb - fødsel - navngivning

Når et barn bliver født anmeldes fødslen elektronisk af sygehuset/jordemoderen til det sogn, hvor moderen bor ved fødslen, hvis moderen bor i Danmark - ellers til det sogn, hvor fødslen finder sted.                                                                                                             

Hvis forældrene er gift, når barnet fødes er barnets fødsel hermed registreret helt i CPR-systemet. 

Hvis forældrene ikke er gift, kan de inden for 14 dage, indgive en Omsorgs- og Ansvarserklæring  til kordegnen/sognepræsten i det sogn, hvor barnet bor. Dette sker via www.borger.dk og medfører fælles forældremyndighed.

Faderskabet kan også anerkendes viawww.borger.dk uden at det medfører fælles forældremyndighed. På samme side gives der også adgang til et link, hvor der kan oprettes en faderskabssag i Familieretshuset, hvis dette skulle være nødvendigt. Er faderskabet ikke anerkendt overfor Familieretshuset eller Kirkekontoret senest 14.dage efter fødslen vil der blive rejst en faderskabssag.

Senest 6 måneder efter fødslen skal barnet navngives – enten ved dåb eller ved navngivning til kirkekontoret. Navngivning uden dåb sker via  www.borger.dk

Dåben 

Hvis barnet ønskes døbt i enten Viskinge eller Avnsø Kirke, skal man henvende sig til  Sognepræsten/Kirkekontoret og aftale tid og sted for dåben. Ved dåben skal der indskrives mindst 2 og højst 5 faddere, som dels skal være vidner på dåben, dels skal kunne træde til i oplæringen af barnet i den kristne tro, såfremt forældrene ikke selv kan. Derfor skal den, der står fadder ved en dåb, selv være døbt.

Forud for dåben skal faddernes navne og adresser indgives til Sognepræsten/Kirkekontoret – evt. ved den samtale, som Sognepræsten vil have med forældrene og evt. en Gudmor/Gudfar forud for dåben.

Ved dåben bliver barnet medlem af folkekirken 

Ved dåben bliver man kristen og medlem af kirken. Man har brugt det udtryk, at vi ”indpodes” på Kristus – altså at vi sættes ind på ham som en æblegren fra et fremmed træ sættes ind på en ny stamme. I Bibelen tales der om, at vi ”genfødes” eller ”fødes på ny”, og dåben har derfor i gammel tid krævet en grundig undervisning, inden man lod et menneske blive døbt. Samtidig døbte man dog også allerede dengang børn fra kristne familier, og det er deraf vi har fået vores barnedåb. Jesus selv tog jo imod de små børn med ordene: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres” – og det gør vi da med glæde, hver gang vi holder barnedåb!  

Navngivelse uden dåb

Hvis barnet ikke skal døbes, navngives barnet via www.borger.dk og brug af forældrenes NEM-ID. Barnet er så ikke medlem af folkekirken, men der er intet til hinder for, at barnet senere kan blive døbt.

Kontakt  Sognepræst

Henrik Gert Olsen
Byvej 16, 4591 Føllenslev
E-Mail:hego@km.dk
E-mail: Sikker mail....
Tlf. 5926 8104
Træffes bedst: tirsdag – fredag kl. 11.00-12.00 mandag er fridag

Personregistrering

Læs mere om