Prædikener

Morten Pedersen: mope@km.dk

2. søndag i fasten 2021

Tekst: Sl 42,2-6; (Thess 4,1-7); Matt 15,21-28

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen søndag d. 28/2 2021

                     

                     

Bøn bevæger og sprænger grænser

”er dette det hele – det hele?”

Sådan skriver Iben Krogsdal i 3. vers af salmen, som lige er blevet sunget. ”Er dette det hele – det hele?”

Nøjagtig samme spørgsmål stillede midaldrende Michael. Er det her virkelig det hele? Kone, to børn, villa, vogn og vovse og et job til at finansiere det.

Godt og vel midtvejs i livet sad han dér og spurgte, ”er det virkelig det hele?” Et spørgsmål han ikke turde sige højt – for ingen ville kunne forstå ham. Han havde jo fået det hele: sød familie, villa, vovse og vogn. Hvad mere kunne han ønske sig?

Netop fornemmelse af at andre tænkte sådan, bevirkede, at han ikke turde spørge højlydt: ”er dette det hele – det hele?”. Havde han kendt Iben Krogsdals salme, havde han sikkert sunget denne strofe med ekstra styrke, for den strofe kunne han være i. Netop de ord rummede ham.

Michaels sjæl tørstede efter mere. Han kunne ikke rumme, hvis hans liv havde toppet. Hvis alt det han som ung havde drømt om og sat sit håb til, at det var det. At det var det hele? Hans sjæl tørstede efter mere. Men hvor skulle han rette sin tørst efter mere hen? Hans tørst havde en enorm kraft. Hans tørst efter mere kunne fylde alle hans tanker – ja, nærmest besætte ham. Det, at han ikke turde sige højt, at hans sjæl tørstede efter mere, forstærkede tørsten. Fortvivlelsen kunne skælve i ham. Kunne han bare sige det til én, ville tørsten sikkert miste lidt af sin styrke. Han kunne nærmest føle, at han var besat af en tørst efter mere. Men hvis han fortalte det til en, ville han sikkert bare få at vide, at han var i en midt-livs-krise, som han bare skulle stå igennem.

Men det er for enkelt – og kan også være usandt. 1) For alle - uanset hvor vi er i livet, og hvor meget vi har af al ting, kan blive besat af en tørst efter mere. Og sådan har det altid været for mennesker. Derfor hører vi også ordene fra Samlernes Bog i Det gamle Testamente: ”Som hjorten skriger – ved det udtørrede vandløb, - sådan skriger min sjæl …”

Det er ikke kun Michael godt midtvejs i livet omgivet at kone, børn, vovse og villa, der har en sjæl, der kan tørste. Det kan vi også, bl.a. når vi oplever tab – tab af duelighed, tab af job, af fællesskab, tab af en ven eller en elsket. Eller når vi frygter – frygter nederlag, tab af ære og sygdom. Og måske frygter vi på vegne en af vores kære eller andre. Vi kan også rammes af tørst, når én af vores kære rammes af sygdom. Der er meget, der kan få vores sjæl til at tørste - og det uanset hvor, vi er i livet. Selv den ensomme teenager og enken på 90 kender til at tørste efter mere.

Men hvad er det, at vores sjæl ubevidst tørster efter?

If. salmen, som Anne Marie læste for os, er det Gud – den levende Gud, sjælen tørster efter. Om I er enige i, at det er den levende Gud, vi tørster efter, ved jeg ikke. Men hvis man nu bytter ordet Gud ud med ordet kærlighed, så der i salmen i stedet står:

”Min sjæl tørster efter kærlighed, den levende og rene kærlighed.”

Ja, så er der måske flere, der kan genkende sig selv i denne tørst. Og den rene kærlighed finder vi kun i Gud, og i glimt kan vi møde en afglans af den i hinanden på denne jord. Vi tørster efter den, fordi vi er skabt i Guds billede og har noget af Gud i os, og derfor gerne vil forenes med Gud – forenes med denne rene kærlighed.

Vi hører i dag om en kanaanæisk kvinde, der opsøger Jesus, fordi hendes datter er besat af en dæmon. Hvad det er for en form for besættelse hører vi ikke nærmere om. Men vi er sikkert mange, der i større eller mindre grad, har prøvet at være besatte. Besatte af noget, som fører os væk fra livet og dermed også væk fra Gud.

Om den kanaanæiske kvinde opsøger Jesus, pga. hendes tro, eller om det er hendes afmagt og kærlighed til hendes datter, der driver hende, ved vi ikke. Men i vores afmagt kan Gud være det eneste håb, vi har tilbage. Og lige netop når det er sjælen, der tørster, eller der er tale om besættelse, kan bøn være eneste helbredende middel.

Selvom disciplene beder Jesus sende den kanaanæiske kvinde væk, og Jesus i første omgang afviser hende og sammenligner hende med en hund, gør hun det eneste rigtige. Hun ber’. Drevet af kærlighed til sin datter beder hun Jesus forbarme sig: ”Herre, hjælp mig!”

Og pludselig sker der bevægelse og grænser sprænges. Disciplene, som repræsenterer jøderne, Israel – Guds udvalgte folk, dem som Jesus er kommet til, de rystes. Jesus Guds søn, bevæges af kvindes bøn og grænsen for, hvem, der hører til Guds udvalgte folk sprænges.

Denne hedninge kvinde, hendes datter, Michael godt midtvejs i livet og du og jeg hører også med til Guds udvalgte folk. Guds kærlighed driver Ham til også at være Gud og Frelser for denne kvinde og hendes datter og dig og mig.

Gennem fortællingerne i Det gamle Testamente er israelitterne Guds udvalgte folk. Derfor bliver den kanaanæiske kvinde i første omgang afvist. Men Guds kærlighed til hende gør, at Jesus ikke kan være konsekvent i sin afvisning.

Sådan er kærligheden. Og kærligheden kan ligefrem kendes på, hvor regelstyret og konsekvent, den er. Og netop denne side af kærligheden, gør det til tider vældig svært at være menneske. Livet ville være nemmere, hvis vi i ethvert møde med hinanden kun agere ud fra regler, fastlagte principper og være konsekvente.

Ja, nemmere, men til gengæld ville vores sjæl ligesom Michaels tørste endnu mere efter mere – efter Gud – efter kærlighed. Regler og principper er ikke nok. Vi er nødt til at se det menneske, der står over for os.

 Da Jesus ser kvinden og hører hendes bøn, bevæges han til at se ud over principper og jødiske forskrifter. Beretningen med kvinden viser, at Guds kærlighed går over grænser og ud over principper og jødiske forskrifter. Kvinden, du og jeg hører også med til Guds udvalgte.

Beretningen om den kanaanæiske kvinde handler mest af alt om bøn. Drevet af fortvivlelse og kærlighed til sin datter bevæger hun sig ud til grænselandet mellem menneskers og Guds virkelighed og anråber Jesus med ordene ”Forbarm dig over mig”. De samme ord som vi ved denne kirke i mange år har anråbt Gud med, når vi før corona restriktioner indledte vores højmesse med ordene: ”Forbarm dig over os”.

Det er ord, som udtrykker en erkendelse af, at der er en grænse for, hvad vi mennesker magter.

Den tyske teolog Paul Tillich har skrevet et sted; at ”Grænsen er det egentlige frugtbare sted for erkendelsen.”

Og det er netop hvad den kanaanæiske kvinde oplever, da hun bønfalder Jesus og dermed har nået grænsen for, hvad hun kan gøre for sin datter. Ved denne grænsebrydning oplever hun, at Gud tager over, og at hendes fortvivlelse mister sin styrke. Men det kan kræve overvindelse for os mennesker at erkende grænsen for, hvad vi magter – at vi blot er skabninger.

Selvom vi lever i en resultatorienteret kultur, er det ikke nødvendigvis bønnes resultat, der er det vigtigste. Bønnen virker både på Gud, der hører vores bønner, men også på den bedende. Det gør noget ved os at være i bøn. Det aflaster os!

Det er derfor Jesus også har lært os tredje bøn i Fadervor, som lyder: ”Ske din vilje”.

Vi lever altså i et spændingsfelt, hvor vi på den ene side henvender os til Gud med vores bønner for at bevæge Gud, og på den anden side er Guds almagt og vise planer, som gør at bønnen ”ske din vilje” giver mening. Med bønnen ”ske din vilje” giver Jesus os frimodighed til ikke at skulle magte alt, men derimod lægge alt det vi ikke magter og overskuer over til Gud.

Beretningen om den kanaanæiske kvinde fortæller os, at Gud er den levende Gud, som kvinden og hendes datter, Michael og alle vi andre fortvivlet og ubevidst kan tørste efter.

Bed! For Guds kærlighed til dig er grænseløs og kan slukke din sjæls tørst. Amen.

Kirkebøn

Vor Herre Jesus Kristus!

Vi takker dig for, hvad du her har givet os – at du har forvandlet druesaft til et fællesskab med dig og til en kærligheds kilde i os.

Herre vi beder dig, forbarm dig over os, hjælp os, når vi er fortvivlede og vores sjæl ubevidst tørster efter dig!

Lad os mærke at du er en levende Gud for os.

Hjælp os til som den kanaanæiske kvinde at søge dig og ligge alt det, som vi ikke selv magter i dine hænder. Mind os om, at vi er dine skabninge og ikke er vores egen skaber. Herre hjælp giv os mod til at turde bede: ”ske din vilje”

Gud, vær hos dem, der er syge og gamle og som lider ondt.

Giv styrke til den, der savner et menneske at dele sit liv med - og til den, der har mistet eller savner et barn eller sin mor og far.

Vær hos den døende og hos den, der savner arbejde, et hjem, sit land eller frihed.

Giv din kirke liv, så den kan lyse op i verden, og giv os mod til at være din kirke.

Velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd. AMEN.

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg