Provst i Slagelse og sognepræst i
Sct. Peders-Havrebjerg pastorat.
Ledende beredskabspræst i Region Sjælland,
formand for det nationale forum for FKK (Folkekirkens katastrofeberedskab)

At være bispekandidat for Roskilde Stift er en ære og et kald – et kald som på det seneste er blevet bekræftet af flere menighedsrådsmedlemmer inklusiv præster i stiftet, der har opfordret mig til at stille op til bispevalget.

Et valg af biskop er en vigtig beslutning for alle stiftets menighedsråd – en tillidserklæring – og jeg vil derfor i de kommende måneder komme rundt og hilse på menighedsrådsmedlemmer i alle fem distriktsforenings-områder i stiftet for en tættere dialog om fremtiden, og jeg håber gennem dette at kunne inspirere alle stemmeberettigede til at gøre brug af deres stemme ved valget.

Til bispeembedet bringer jeg 25 års erfaring som sognepræst, 18 år som feltpræst, 11 år som ledende beredskabspræst og snart 5 år som provst. Jeg har været sognepræst i Roskilde Stift i snart 14 år, heraf 9 år ved Roskilde Domkirke og snart 5 år som provst i Slagelse provsti og sognepræst i Sct. Peders sogn og Havrebjerg sogn (et bysogn og et landsogn). Roskilde stift kender jeg også fra min barndom og ungdom. Jeg er konfirmeret i Sct. Mikkels kirke i Slagelse, inden jeg flyttede med min familie til Aalborg.

Det er med afsæt i denne brede praktiske erfaring fra stiftet, at jeg stiller op som biskop for netop Roskilde stift. Og jeg vil her gerne dele nogle af de tanker jeg gør mig om Folkekirkens rolle i Roskilde Stift

​

1 … virke for god sammenhæng mellem kirkens teologiske grundlag og mennesker i forskellige livssituationer

Folkekirken er bærende i den danske kultur, den samlende sammenhængskraft, der går dybere end hvad vi selv kan, vil og tror. Den favner os alle. Binder os sammen åndeligt, eksistentielt og kulturelt. Og det understreges bl.a. af vort pas. Vi har kristendommen med os ud i verden. Og når der hver søndag prædikes over den samme evangelietekst i alle landets folkekirker, så er det også med til at binde os sammen som mennesker og som folk.

Det betyder, at Folkekirken bliver ved med at være kirke for folk i alle aldre og livssituationer og ser sig selv som en vigtig del af fællesskabet og er åben for mennesker i sorg og glæde. Her må kirken hele vejen vise sig ærlig og sand i ord og handling, og også være klar til at træde til med kort frist i akutte situationer for individ og samfund, dér hvor livet strammer til. Der er grænser for, hvad mennesker formår, og ved den grænse møder Gud sit menneske.

​

I en individualiseret tid er det afgørende, at Folkekirken er en sjælesørgerisk kirke. Sjælesorg sker i prædikener, liturgi, retorik, diakoni, musik, samtale og oplysende undervisning. Som biskop vil jeg arbejde for udbredelsen af evangeliet på mangfoldige, vedkommende og samtidige måder. Derved kan der, ret forstået, dannes en ”sjælesorgens kirke”, som møder forskellige mennesker og situationer med tro, håb og kærlighed